Titusville, Florida: Selv på en afstand af 15 kilometer var der ingen tvivl: Den enorme sky af vanddamp og røg, de to glødende søjler af ild og – noget forsinket – det tordenagtige kæmpebrøl fra de fem enorme raketmotorer.

Efter mindre end tyve sekunders himmelfart skar rumfærgen Atlantis sig fredag kl. 17.29 dansk tid igennem det tunge tropisk skydække, malede Floridas himmel lyserød med sin glødende hale og forsvandt ud i rummet.

Og samtidig steg et næsten lige så højt brøl op fra de hundrede tusinder af besøgende, som var stimlet sammen langs det centrale Floridas kyster for at sige farvel til den sidste rumfærge.

I den lille by Titusville – som byder på det bedste direkte kig i fugleflugt til Atlantis affyringsplatform 39A ud over floden Indian River – var det fleste ankommet i løbet af natten for at sikre sig pladser.

De kom i tusindvis af køretøjer og i campingvogne, slog telte op, klappede feltsenge ud, satte sig til rette og ventede i syv stive timer på at overvære få sekunders rumfartshistorie. Ingen gik skuffede hjem.

Var man i tvivl om rumfærgernes betydning for menig amerikaner, er man det ikke mere efter at have overværet Atlantis’ sidste opsendelse. Så mange besøgende var ikke set i Titusville siden opsendelsen af Apollo 11 i 1969, som senere landede Neil Armstrong og Buzz Aldrin på Månen.

I USA er bemandet rumfart kort sagt lig med national stolthed, og Nasas successer – eller grumme fejltrin – indprenter sig tungt i folkesjælen. Derfor er det for de fleste skandaløst pinligt, at Nasa efter Atlantis’ opsendelse ikke længere er i stand til at sende astronauter ud i rummet på et eget fartøj.

Hvad nu, Nasa?

For selvom USA naturligvis har planer om at udvikle en afløser for rumfærgen, stråler Nasas ledelse ikke just af selvsikkerhed, når de omtaler programmets to dele: Rumkapslen Orion – også kaldet MPCV eller Multi Purpose Crew Vehicle – og en indtil videre ukendt tung løfteraket, som har fået det noget fantasiløse navn Space Launch System, eller SLS.

Tidsrammen for projektet er heller ikke ret præcist defineret. En bemandet opsendelse af Orion kan tidligst ske i 2016, siger Nasas chef Charles Bolden. Lockheed Martin – en af NASAs største underleverandører af teknologi – er så småt i gang med at udvikle Orion-kapslen, men for løfteraketten er der lang vej endnu. Ingen konkrete planer for rakettens design er endnu sivet ud til pressen.

Endnu mere usikkert er det, hvad Orion-kapslen og SLS-raketten konkret skal bruges til, når de en skønne dag står klar. Mars er ganske enkelt for langt væk for den forholdsvis lille Orion-kapsel, og hvordan en mission til Månen eller en asteroide – som har været på tale – kan gennemføres uden en form for landingsfartøj er mildest talt usikkert. Mange mener, at Nasas troværdighed i dag kan ligge på et lille sted.

Uforglemmelig folkefest

Som et vigtigt led i Nasas og den amerikanske regerings nye rumstrategi bør de mere almindelige opgaver – så som at levere bemanding og forsyninger til og fra den internationale rumstation ISS – inden for kort tid overtages af private rumfartsvirksomheder, som arbejder på kommercielle vilkår.

Blandt de mest lovende er Californiens SpaceX, som har har både nye løfteraketter og en bemandet kapsel på programmet, og som allerede har fået tildelt en affyringsplatform i Kennedy Space Center.

I mellemtiden er mange af Nasas faciliteter i Kennedy Space Center nærmest under afvikling. De to affyringsplatforme for rumfærgerne er under nedrivning, og mange tusinde medarbejdere er allerede blevet fyret.

Det er gået hårdt ud over økonomien i det centrale Florida, og de fleste mener, at der er få udsigter til bedring. Officielt håber Nasa, at de private virksomheder vil være medvirkende til igen at skabe arbejdspladser i og omkring Kennedy Space Center.

Men den 135. og sidste opsendelse af en rumfærge var i hvert fald en uforglemmelig folkefest og et flot punktum for færgens 30 år i aktiv drift.

Om elleve dage, når Atlantis lander efter et sidste møde med den internationale rumstation ISS, er rumfærgernes tid uigenkaldeligt forbi, og der vil gå mange år – måske mere end et årti – før der igen sendes astronauter op fra Kennedy Space Center. Det gør ondt langt ind i den amerikanske folkesjæl.

Af Claus Hetting, journalist – Washington, D.C. , USA. [Brag i Nyhedsbladet Dansk Energi Juni 2011]

Underholdning på TV er og bliver en amerikansk paradedisciplin – også inden for fiber. Så hvis man leder efter inspiration til hvordan fremtidens underholdning på fibernettet kommer til at se ud også herhjemme, er den amerikanske fiberudbyder Verizon FiOS et godt bud.

Verizon FiOS byder på mere end 70 TV-kanaler i knivskarp HD, video-on-demand til overflod, og ikke mindst stensikker og brugervenlig menu-styring direkte på skærmen. Også streaming til de små mobile skærme – iPad og iPhone – er en del af Verizon FiOS underholdningspakke. Standardprisen på en basispakke fra Verizon FiOS – inklusive fri telefoni og 15 megabit Internet – er $99 eller ca. 520 kroner om måneden, og fiberinstallation er gratis.

Se film på iPad og iPhone

Verizon FiOS har som en af de få udbydere i verden tidligt set mulighederne i at udnytte de populære iPhones og iPads til streaming af film. Er man FiOS kunde – og har man købt en video-on-demand film over sit FiOS-abonnement for ganske få dollars – har Verizon nyligt gjort det muligt for kunder at se samme film på sin iPhone eller iPad, når man er på farten. Det er gratis, og det trækker kunder, siger virksomheden selv.

Derudover byder FiOS også på en række såkaldte gratis widgets. Det er småprogrammer på fladskærmen med nyheder, sport, m.m. De trækker indhold direkte fra Internettet, og så minder de en del om de velkendte apps på iPhone – dog i noget større format. F.eks. kan man side-om-side på fladskærmen elegant opdatere Facebook-profilen mens man holder et vågent øje med en Amerikansk fodboldkamp – alt sammen i HD, naturligvis.

GPON leverer masser af HD

Verizon FiOS er en af verdens største brugere af den såkaldte GPON-teknologi, som herhjemme bl.a. også benyttes af Energi Midt. Med GPON er udrulningen af fiber billigere, fordi en enkelt fremføring af fiber kan fordeles til 32 husstande i lokalområdet. Og der er tilsyneladende få begrænsninger hvad angår antallet af parallelle HD-kanaler, som kan levers på en GPON-fiber.

- Med en fiber ind i huset kan vi levere HD-TV til op til 8 skærme. Det kræver blot settop-bokse i rummene. Og bliver du træt af at bruge sin almindelige fjernbetjening, kan du downloade en gratis app til din iPhone. Med den kan du fjernstyre dit FiOS underholdningscenter direkte fra iPhonen, siger Shad St. Juste, salgskonsulent i Verizon FiOS’ showroom i nationens hovedstad, Washington, D.C.

Beskedne Internet-hastigheder

Mens Verizon FiOS klogelig har kastet sig over underholdningsmarkedet, er hastighederne på udbyderens Internet-forbindelser stadig beskedne. Op til 35 megabit symmetriske forbindelser er højeste hastighed i Washington D.C-området, selvom op til 150 megabit er muligt andre steder. Hastighederne er dog stadig stærkt konkurrencedygtige, mener en ekspert.

- Internet over fibernettet er langt, langt hurtigere og bedre i forhold til de ganske få megabit, som kan leveres over de forældede amerikanske kobbernet. Så jeg har ingen tvivl om, at fiber er og bliver en nødvendig. Især hvis vi skal tro forudsigelserne. Ifølge seneste tal fra Cisco, forventes den globale vækst i bredbåndstraffik fra 2014 til 2015 at udgøre mere end hele trafikken i 2010, siger David St. John, talsmand for fiberselskabernes brancheorganisation – FTTH Council – i Nordamerika.

Fiberbranchens forbandelse

Men heller ikke giganten Verizon – som er USA’s næststørste teleselskab – kan sige sig fri for fiberbranchens uundgåelige økonomiske morads. Ifølge amerikanske nyhedskilder planlagde Verizon oprindeligt at investere omkring 120 mia. kroner i løbet af syv år for at udbrede fibernet til 18 millioner husstande i en række stater fortrinsvis langs den amerikanske østkyst.

I mellemtiden har Verizon angiveligt valgt at stoppe udbygningen af nettet efter at have rullet fiber forbi ca. 13 millioner boliger, muligvis fordi fibereventyret har vist sig dyrere end forventet. En tredjedel af husstandende har valgt FiOS til Internet eller TV – så forretningsplanen holder – men Verizon har i den seneste tid rapporteret et faldende antal nye fibertilslutninger.

Statsstøtte til de små fibernet

Verizon er USA’s ubetinget største fiberudbyder med 70% i markedsandel. De resterende består af en underskov af mere end 700 små og mellemstore lokale teleselskaber, hvoraf over 150 har modtaget statsstøtte i regeringens forsøg på at løfte landet ud af den økonomiske krise, som har ramt USA hårdt.

- Regeringen har brugt omkring 7 milliarder dollars [ca. 35 milliarder kroner] på tilskud til bredbåndsselskaber i randområderne. En stor del af pengene er gået til udrulning af fiber, og det har allerede gjort en stor forskel for adgangen til højhastighedsbredbånd på landet, siger David St. John.

Langt til regeringens mål

Men selv om fibernettene får statsstøtte, er der meget langt igen før den amerikanske regerings ambitiøse bredbåndsmålsætning er nået. Ifølge FCC – USA’s pendant til IT- og Telestyrelsen – skal 100 millioner husstande have adgang til bredbånd med en hastighed på mindst 100 megabits nedstrøms og 50 megabit opstrøms inden 2020. Det er 90% af alle husstande i USA. Og det bliver uhyre svært uden et godt udbygget fibernet, mener David St. John.

Læs mere på www.verizon.com og www.broadband.gov

Vi kan lige så godt se de i øjnene – også selvom Nokia ikke kan: En mobiltelefon er i dag omtrent lige så spændende som vand i hanen. Det lille håndholdte mirakel som skabte det moderne Nokia i 1990erne – og Nokia var en regulær komét på high-tech himmelen – har næppe mere tiltrækningskraft i dag end de mest almindelig af daglidagens nødvendigheder. Problemet er, at Nokia aldrig så den udvikling komme, men i stedet (som så mange andre) var næsegrus forelsket i deres ejet skaberværk.

Nokia er om nogen virksomhed mobiltelefonens moder, og præcis den erkendelse er sagens kerne: Nokia handler om mobiltelefoner – telefoner – talende apparater, som man kan tage med sig alle steder hen. Det var spændende, hipt og high-tech i 1990 – men det er det ikke mere. Jeg har sagt det før, og jeg mener stadig at branding er Nokias største problem: ‘En Nokia’ er en telefon. Punktum. Ikke en computer, ikke et stykke software, ikke en smartphone, og heller ikke noget andet. Og en mobiltelefon, som man kan snakke i, er i dag dybt usexet.

Og isbjerget, som flænsede bunden af HMS Nokias bug? Tja, man fristes til at sige Apple, men Apple har bestemt ikke gjort det alene. En række virksomheder – inklusive HTC, RIM, Samsung, osv. – var meget hurtigere til at se skriften på væggen: En telefon er ikke længere kun en telefon, men en smartphone – et minicomputer med det hele. En minicomputer, som folk elsker at bruge, fordi den byder på lækkerhed og oplevelser. Fordi den tilbyder ikke kun nye funktioner – men en friskt syn på livet og livsstil. Voilá.

Det er desværre meget almindeligt for store virksomheder at blive forelsket i deres eget brand – og det har Nokia uden tvivl også været. Hvorfor? Fordi det er – eller var – det hellige Nokia-navn, som skabt virksomhedens første kæmpesucces i 1990′erne – så det må da virke, ikke sandt? Desværre er der ingenting helligt hverken ved et navn eller hvad navnet representerer i forbrugerens bevidsted. Problemet er især det sidste. Når ´Nokia´er lig ´mobiltelefon´i forbrugerens bevidsthed, og når mobiltelefoner ikke længere trækker ret meget interesse, så taber brandet værdi. Og så nytter det ikke, at man begynder at sende ‘Nokia’ smartphones på markedet. En Nokia er stadig det lille apparat, som man kalder en mobiltelefon – og intet andet.

Så Nokias fremtid er nu i høj grad i Microsofts hænder.  Og det er måske ikke værst, selv om der i bedste fald vil være tale om brand-forvirring. Er der tale om en Nokia-telefon med MS software? En MS telefon med Nokia hardware? Når man sammenlægger to meget store brands på den måde, skaber det stor uklarhed. Og uklarhed er et meget stort problem i forbrugerens bevidsthed. I mini øjne er der ingen tvivl om, at MS vil gøre alt for at overtage hele forretningen Nokia. Hvis jeg var Nokia ville jeg sælge ud til MS allerede nu – og undgå at lande på havets dyb. Det bliver alligevel umuligt at redde den ‘gamle’ Nokia forretning, og mulighed for en virkelig turn-around er forpasset…

Jeg har netop indgået en aftale med virksomheden The MBA Training Company i England om at levere to 3-dages kurser i hhv. LTE og mobilt bredbånd til efteråret næste år, og jeg er allerede i fuld gang med at sammensætte og tilpasse et første-klasses undervisningsmateriale. Jeg forventer stærkt, at de to kurser vil blive et par af de bedste i branchen. Men jeg kan allerede nu tilbyde et kortere seminar, som er næste lige så omfattende – første gang løber af staben i DUBAI, d. 19.4.2011 under MENA-konferencen – se dette link. Hvis du vil vide mere om min professionelle baggrund inden for dette felt så læs mere på denne side: www.hettingconsulting.com.

Formålet med kurserne er, at give professionelle folk, som ikke til dagligt arbejder inden for mobilbranchen, en dyb indsigt i hvad det vil sige at arbejde med mobile bredbåndsteknologi – og tjenester. Kurset gennemgår bl.a.: Et studie af de relevante teknologier, forretningsmodeller, frekvenser & regulering, trends i terminaler & devices, hvordan man opbygger omkostnings- og indtjeningsmodeller, indhold & tjenester, nye spændende forretningsområder med potentiale, ny netværksteknologi, og meget mere.

Hvis du er interesseret så send mig en mail på claus@hetting.dk – ellers er du også velkommen til at læse mere om mit internationale virke på min udenlandske website www.hettingconsulting.com. Jeg har efterhånden arbejde inden for den internationale mobilindustri i mere end 15 år!

Så simpelt kan de siges. Samtidig fik tilhørerne så at vide, at en fasan kun har ét spørgsmål på hjernen – nemlig ”hvad foregår der her?” – og at den stakkels fugl aldrig får svar. Kræet dør lige så dumt, som da det blev født. Sådan har vi det heldigvis ikke.

Peter Lund Madsens helt egne og særegne blanding af stand-up og videnskab var – med al respekt for d’herrer ingeniører – højdepunktet for Bit/s of Inspiration, GlobalConnects andet arrangement i serien af samme navn. Og hvad har hjerneforskning så til fælles med teknologiens bits og bytes? Måske blot den simple men vigtige betragtning, at samspillet imellem hjerne, information og kreativitet er menneskelivets særlige mirakel. Så skulle den lille ting vist være sat på plads.

IPv6 kræver sit kølige overblik

Den faglige del af seancen bød på en IT-teknisk tour-de-force gennem en af Internet-verdenens hotteste emner – nemlig IPv6. Faktum er, at verden meget snart får brug for IPv6, fordi vi stort set allerede er løbet tør for IP-adresser under IPv4. Det er et stort problem for Internettets videre udvikling. Torben Rune – civilingeniør og direktør for Netplan – leverede et højt kvalificeret bud på, hvordan man navigerer igennem den ikke ukomplicerede overgang til den ny IP-protokol. Heldigvis byder IPv6 på en fantasillion nye adresser – så det er sådan set bare om at komme i gang – hvis man ellers er i stand til at holde IP-hovedet knusende koldt, når det sker.

Er skyen sikker? Og svaret er… måske.

Brug af ”skyen” – dvs. Cloud Computing – er endnu et af IT-verdenens mest omdiskuterede temaer, og er man i tvivl om sikkerheden i skyen, var der råd at hente fra Lars Neupart, direktør for konsulenter hos Neupart A/S. Hovedbudskabet var, at det i høj grad er muligt at vurdere sikkerhedsrisikoen. Et muligt udfald af en vurdering kunne nemt være, at skyen er mindst lige så sikker som in-house løsninger. Og skyen er blevet et attraktivt alternativ. Hos Amazon kan f.eks. man leje sig til en Cloud-server på timebasis – ”lige så let som man køber en bog,” fortalte Lars Neupart.

Det lykkedes iøvrigt fint for Lars Neupart at introducere de forholdsvis nye IT-buzzwords “Infrastructure as a Service” (eller IaaS) og “Platform as a Service” (PaaS). Hvis der skulle herske nogen tvivl, så er vores vært GlobalConnects hovedforretning netop det første: IaaS. Mere derom in en senere blog.

Helvedes kok – himmelske retter

Ti små retter med tilhørende vinsjusser – hver et lille kulinarisk mesterværk leveret af Århus’ egen ”helvedes kok” Wassim Hallal – rundede den IT-tekniske del af dagen af med gourmet i verdensklasse, før Hjernemadsen tog over i lige så stensikker stil. Stor cadeau til GlobalConnect for høj kvalitet på alle fronter.

Læs mere om GlobalConnect på www.globalconnect.dk

Jeg står og stirrer målløs op på Saturn-V-rakettens fem sorte dyser, og mærker et kuldegys snige sig ned ad min ryg. Dette ubegribeligt store og dybt usandsynlige artefakt tårner sig op som et frit hængende fata morgana i den enorme udstillingshal. Jeg er ikke alene i min måben. Flere andre besøgende står naglet til gulvet med hovedet bøjet bagover og pivåben mund helt ned til drøblen i ren og skær forbløffelse. Det er store sager, det her. Man fattes ord.

To hundrede meter længere nede i salen finder man så spidsen af måneraketten, komplet med den diminutive Apollo-rumkapsel, som er ca. på størrelse med et moderne boblebad med plads til tre. Langs væggen er ophængt avisforsider fra hele verden, bl.a. Politikens forside fra d. 20. juni 1969: “Mennesket Gik I Nat på Månen.” Ophængt under loftet ses det insekt-lignende Månelandingsfartøj, som førte Neil Armstrong og Buzz Aldrin ned til Månens overflade, mens hele verden holdt vejret. Armstrong skød flere kilometer forbi mål ved nedstigningen, og måtte navigere tæt forbi klippestykker på størrelse med folkevognsrugbrød, før det lykkedes at sætte fartøjet Eagle forsigtigt ned i Månens sorte støvørken – The Sea of Tranquility.

Kennedy Space Centers Saturn-V/Apollo-udstilling er et bevægende sted, og det naturligvis især for amerikanerne selv. En destingveret amerikansk mand med gråsprængt hår taler til mig med et smil: “Jeg kan huske den dag, da Kennedy annoncerede, at vi skulle til Månen. Og selvom jeg har set det hele på TV og på film, kan man ikke forestille sig denne raket, før man står her,” siger han, med blanke øjne. Så er der igen helt stille i salen. Det er som om der hænger en særlig ærefuld aura over udstillingen.

Selvom Saturn-V raketten er besøgets højdepunkt, byder KSC også på en række andre oplevelser. Ønsker man f.eks. at hente inspiration til en ny James Bond-film, så leverer VAB – eller Vehicle Assembly Building – varen: VAB er en usandsynlig beige-grå kolos af en bygning med et enormt amerikansk flag og NASA-logo på fronten. Her blev Saturn-V måneraketten i sin tid samlet før den blev kørt ud til affyringsrampe 39A med den famøse “crawler” – vel nok verdens største (og langsommeligste) bæltekøretøj af nogen art. I dag bruges VAB  og crawleren til rumfærgerne (den sidste rumfærge sendes op sandsynligvis i august i år, rumfærgen Discovery har netop været ude på sin 39. og sidste tur).

Busture fra KSC Visitors Centre går også ud til affyringsramperne, hvorfra rumfærgerne sendes op med jævne mellemrum. Skelettet, som holder rumfærgen lodret ved Rampe 39B, er under nedrivning, fordi det ikke længere skal bruges – rumfærgernes tid er snart forbi. Der er tusindvis af ansatte og utalte bygninger i KSC, men i det enorme KSC område – som iøvrigt er en del af et naturreservat – synes de få og ubetydelige, selvom vores guide pligtskyldigst udpeger det berømte MSOC – Manned Spacecraft Operations Centre – hvorfra alle astronauter siden Apollo-æraen har tråd ud, før de fragtes ud til affyringsramperne i klassisk stil i deres astrovan-bus.

“Dette er en mus bygget efter regeringens specifikationer,” siger vores guide og peger på en armadillo – et bæltedyr, som futter rundt i en grøft nær VAB. Han høster et lille bifald for sin spydighed. Forbløffende er det, hvor store ressourcer NASA har – eller har haft – til rådighed, og mindst lige så forbløffende er det, at hele KSC synes klinisk rengjort. Alt er på sin plads, og ikke et fnug af skrald eller så meget som et cigaretskod er et finde. Også opsendelsen af rumfærgen (som – når de sker – kan følges live på NASA TV) udføres med klinisk præcision af folk i kitler og overalls.

Samtidig er NASA en organisation i krise, fordi rumfærgernes afløser endnu ikke er fundet. Præsident Obama har valgt at aflyse George Bush’s Constellation-program, som havde til hensigt at fragte mennesker tilbage til Månen og senere til Mars. Programmet – som allerede har koste svimlende summer – var for ineffektivt, det indrømmede selv NASA’s egne folk. Ingen har imellemtiden nogen plan for, hvad der så skal ske, og amerikanske astronauter må i mellemtiden (efter at rumfærgerne pensioneres endeligt) købe pladsbilletter på russiske Soyuz-raketter hvis de skal ud i rummet.

Et par gode råd

Et par praktiske ting: Hvis du har tænkt dig at besøge KSC, så kan det svare sig at købe billetter i forvejen på nettet. De kan købes her: http://www.kennedyspacecenter.com/buy-tickets.aspx – husk at printe billetten me stregkode og det hele. HUSK også, at du får brug for en billet til en af de guidede busture – ellers kommer man ikke ud på selv KSC-området (men bliver i Visitor’s Center). SaturnV/Apollo udstilling kan KUN besøges i forbindelse med en bustur (endestationen) – der er ikke direkte adgang fra Visitors Center. Desværre er det stor set umuligt at få billetter til de egentlige rumfærge-opsendelser, da der idag er tale om et lotteri om et par tusinde pladser – men man kan jo prøve lykken .

Det siler ned med regn, men det afskrækker ikke en hær af delegerede – for det meste midaldrende mænd i sorte jakkesæt – fra at kaste sig ind i køerne til sikkerhedstjekket ved indgangen til La Fira – Barcelonas imponerende messe-område ved foden af Montjuic-bjerget. Det er igen tid til årets største mobilfest – Mobile World Congress – og  der er ingen mangel på interesse med op imod 60.000 deltagere fra hele verden.

China Mobile: 850 millioner kunder

Og der kan ikke herske nogen tvivl om, at Asien er overvældende godt repræsenteret. Det gælder over hele linjen – fra stærkt konkurrencedygtige mobilnetværk fra de kinesiske giganter Huawei og ZTE (som har skærpet deres marketing-image betydeligt i løbet af de sidste år) til koreanske LG og Samsung, hvor især sidstnævnte synes godt på vej til at overtage den rolle, som Nokia havde i sin spæde begyndelse (og som Nokia så i øvrigt har ualmindeligt travlt med at ødsle bort). Især Samsung brillierer under MWC med sit udvalg af Android-baserede smartphones og ikke mindst tablets i flere størrelser. Kan Samsung bide en stor mundfuld ud af tablet-markedet? Det ser umiskendeligt lovende ud for koreanerne.

Men det er ikke kun Asiens udstyrsleverandører, som lever godt – og lover godt. Det gør naturligvis også et par af de helt store teleselskaber. Som altid er NTT Docomo flot repræsenteret, og jeg har altid haft en særlig nysgerrighed for Japanerne og deres smag for gadgets i alle afskygninger af lyserød (selvom jeg ind imellem tænker at Japanerne synes at have nok i sig selv, dvs. i hjemmemarkedet). Endnu mere imponerende er verdens største mobiloperatør, Kinas China Mobile, som ganske enkelt har opnået et ufatteligt antal mobilkunder: 850 millioner. Ja, det er rigtig læst. Millioner.

Og China Mobile er ikke kede af det. Mere et kontinent end en virksomhed, er China Mobile i færd med at kaste sig over næste generation af mobilteknologi, dvs. LTE, også kaldet 4G. Men den kinesiske version er ikke helt som vi kender den i Europa – den er betydeligt anderledes grundet den måde, hvorpå frekvensspektret benyttes (altså – op- og nedstrøms data klippes i tid i stedet for at deles i frekvens). Under en pressekonference erklærer China Mobile for TD-LTE som “konvergent” med LTE i øvrigt. Teknisk set er det ikke helt skudt forbi.

Kinesisk 4G lanceres i 2012

Men spørgsmålet er rettere, om resten af verden inden for få år vil blive påvirket – af økonomiske hensyn – til at danse efter kinesernes fløjte hvad angår 4G. China Mobiles marked er så enormt, at vestlige leverandører har kastet sig ind i TD-LTE kampen med fråde om munden. Ingen tvivl om, at TD-LTE af Kina lover et så stort marked for mobiler og netværk, at resten af verden blegner i sammenligning. Og det ved Kinserne naturligvis godt.

Som seneste nyt har nu selveste Apple udtrykt interesse i at kaste sig ud i det kinesiske marked efter sigende med en iPhone indrettet til TD-LTE. Det kan du lære mere om her. Det forventes, at China Mobile lancerer deres TD-LTE netværk en gang næste år, selvom de allerede er i gang med en større test.

Mere om TD-LTE?

Hvad kan TD-LTE? Jeg har skrevet en rapport om sagen, som kan findes hos Heavy Reading her. I næste måned er jeg blevet inviteret af Informa Media & Telecoms til at give en indlæg om TD-LTE under LTE World Summit i Amsterdam. Jeg vil senere lægge præsentationen ud på min international webside her: www.hettingconsulting.com.

Det er en lang og efterhånden gammel debat – men kan det virkelig passe, at priserne på adgang til TDCs kobber- og fibernet har spillet dynamikken i de danske bredbåndsmarked fallit? Tja, måske. Det er en kendsgerning, at priserne på adgang til TDCs netværk – f.eks. for bredbåndsudbydere, som bruger DSL – er høj (omkring 1,000 kr. om året per kobberpar). Det betyder ifølge mine (pålidelige!) kilder, at det i dag er meget svært at skabe ny bredbåndsforretning baseret på kobbernettet.

Efter sigende er denne prispolitik blevet lagt ganske bevidst af myndighederne (som i sidste ende regulerer priserne) i håbet om, at andre virksomheder af den grund vil bygge konkurrerende netværk uden om TDC. Det er altsammen et led i den “konkurrence på infrastruktur”, som er gældende telepolitik her i landet. Konkurrenter kan jo blot bygge deres eget net, siger man – f.eks. et fibernet. Det har f.eks. elselskaberne jo så gjort. Den politik støtter jo så udviklingen hen imod ny og bedre teknologi, siger man.

Men gør den?

Mens vi venter på markedsudviklingen…

Det gør den så nok ikke helt alligevel. Ifølge min kilder bygger den gældende telepolitik på en fejlagtig antagelse: At en eller anden “markedsudvikling” (hvor den så skal komme fra er uvist) på et eller andet tidspunkt vil gøre det nødvendigt, at vi får et fibernet i Danmark. Problemet er blot, at vi ingen udvikling får på bredbåndsmarkederne, hvis de ikke får lov at udvikle sig nogen lunde frit. Og det gør de ikke, så længe priserne på leje af kobber fra TDC er skyhøje.

Det er et subtilt punkt – men det er en vigtig pointe. Tag følgende tankeeksperiment: Hvad ville der f.eks. ske, hvis man skruede ned på priserne på adgang til TDCs kobber? Sandsynligvis ville vi få flere udbydere af bredbånd (over kobber), og det ville skabe dynamik, konkurrence, flere tjenester, osv. Den dynamik ville – antagelig – være med til at skabe mere trafik, som i sidste ende ville stimulere efterspørgselen på båndbredde. Med andre ord: Den hurtigste vej til udviklen af bredbåndsnettet er – ifølge flere – lavere priser på adgang til TDCs kobber.

Markeder udvikler sig gradvist – ikke i hop

Én ting er helt sikker: Bredbåndsudvikling bevæger sig organisk, og ikke i hop. Det viser al erfaring – bl.a. inden for mobilbranchen, som netop har udviklet sig i takt med, at teknologierne bliver forbedret. Hvis man tror, at der kommer et tidspunkt, hvor fiber lige pludselig bliver en nødvendighed for alle – blot man sidder med hænderne i skødet og venter – tager man fejl. Det virker temmeligt logisk.

Hvad ville der ske med forretning på fibernettet, hvis man slap kobberet helt fri med lave priser? På kort sig er det muligt, at fiberforretningen vil få det sværere – det er der nok ingen tvivl om. Men på længere sigt vil den helt sikker få det bedre på grund af den vækst i trafik og tjenester, som skabes.

I mellemtiden er der så lagt tætsluttende skruelåg på udviklingen i Danmark. Desværre.

Hvad synes du? Blog med her.

IT & Telestyrelsen – hvis opgave det er, at sikre konkurrencen på telemarkederne – er med til at fastholde præcis det modsatte, nemlig TDCs dominans. Det mener teleanalytiker Torben Rune, som er stærkt kritisk over for de metoder, som IT & Telestyrelsen bruger til at beregne regulerede priser på adgang til TDCs fibernet i København. Priserne har alvorlige konsekvenser for elselskabernes udbyder af fibertjenester, Waoo!

Af Claus Hetting, journalist

Kampen om den rimelige adgang til DONGs tidligere og TDCs nuværende fibernet i Københavnsområdet forsætter, og udviklingen går slet ikke i den rigtige retning. Det mener teleanalytiker og direktør for netværkskonsulenterne hos Netplan, Torben Rune. IT & Telestyrelsen støtter ikke konkurrencen på telemarkederne, og er i stedet med til at fastholde TDCs dominans, siger han.

- For det første er det et problem i sig selv, at man har brug for et indgreb fra IT & Telestyrelsen for at sikre konkurrencen. Det viser, at vi stadig har langt fra tilstrækkelig konkurrence på de danske telemarkeder. Når man så bruger forældede og direkte forkerte metoder til at beregne, hvad det skal koste at leje sig ind på TDCs fibernet i hovedstaden, er den helt gal, siger Torben Rune.

Den helt forkerte model

Torben Rune mener, at den såkaldte LRAIC-model – som IT & Telestyrelsen bruger til at beregne den regulerede pris på adgangen til TDCs fiber – slet ikke giver noget fornuftigt resultat. Den beregner nemlig en pris på den fiberleje, som f.eks. Waoo! skal betale, ud fra den antagelse, at et nyt fibernet bygges op fra grunden i dag, siger han.

- Store dele af TDCs nuværende netværk blev bygget før monopolet blev brudt, og det gælder også fibernettet. Det faktum tages der meget lidt hensyn til i de LRAIC-beregninger, som IT & Telestyrelse har udført. Udgifterne til TDCs nuværende netværk jo i stort omfang allerede betalt af de mange kunder, som TDC havde i monopoltiden. Det er urimeligt, at en ny lejer af fibernettet så for lov betale for netværket én gang til. Den slags metoder er med til at fastholde TDCs dominans, og fremmer ikke fair konkurrence, siger Torben Rune.

Alvorlige konsekvenser for Waoo!

Sagen har alvorlige konsekvenser for elselskabernes udbyder af fibertjenester, Waoo!, som indtil videre har været nødsaget til at hæve prisen på fiberbredbånd inden for DONGs forsyningsområde med 100 kr. Waoo! har indtil videre helt opgivet at levere TV på TDCs fibernet, fordi prisen i så fald skulle være flere gange højere end i resten af landet, og det er der naturligvis ingen, som vil betale, siger Anders B. Christjansen, administrerende direktør for Waoo!

IT & Telestyrelsen udkom den 2. februar med deres bud på en fair pris på leje af TDCs fiber i DONGs forsyningsområde til bredbåndsanvendelser (dvs. uden TV), og den landede på 184,54 kr. per måned. Den foreløbige afgørelse vil blive sendt i høring for at give alle parter mulighed for at gøre indsigelser, forlyder det fra kontorchef hos IT & Telestyrelsen, Helle Bøjen Larsen.

Ifølge IT & Telestyrelsen er LRAIC-modellen bredt anerkendt, og bruges f.eks. også til at udføre lignende beregninger i Norge og Sverige, selvom vores naboer er knapt så langt fremme i processen, som vi er herhjemme. IT & Telestyrelsens endelige afgørelse i sagen om priserne på leje af fiber fra TDC i det tidligere DONG forsyningsområde forventes i at komme i maj måned i år.

Læs mere på: www.itst.dk/tele-og-internetregulering/smp-regulering

OPEX – Operational Expenditure – eller på dansk: driftsomkostninger – er et buzzword inden for mobilindustrien, fordi langt de fleste teleselskaber i den vestlige verden er under hårdt økonomisk pres på markeder, som for længst at holdt op med at vokse. Alle ønsker at skære i driftsomkostningerne – som vi bl.a. også har set i Danmark med de mange fyringer hos bl.a. Telenor og TDC – og andre har valgt helt at outsource driften af netværket til leverandørerne, så som f.eks. TDC har gjort det. Men der er også andre alternativer – og en af dem hedder SON.

SON – eller “Self-Organizing Networks” er ny teknologi, som har til formål at gøre driften af mobile netværk stort set automatisk. SON sigter efter at indbygge en masse intelligens i netværkene, således at netværkene f.eks. selv kan konfigurere egne udvidelser, rette på driftsforstyrrelser og skrue på radioparametre for at optimere dækning, altsammen uden menneskelig indblanding. SON hilses velkommen blandt teleselskabernes topledere, mens idéen afskrækker mange andre, f.eks. de tusindvis af ingeniører, som beskæftiger sig med drift af netværk.

Eksperter mener, at SON på sigt kan skære ned i driftsomkostningerne for de mobile netværk med 40% – herunder bl.a. Deustche Telecom.

Men nævnte ingeniører og mellemledere har nu næppe ret meget at frygte på kort sigt. Dagens udgave af SON går i al sin enkelhed ud på at automatisere enkelte processer for konfigurering af base stationer in forbindelse med udbygningen af bl.a. 4G-netværk. SON medfører bl.a., at det tager blot 20 minutter at konfigurere en LTE-basestation, hvor det før kunne tage adskillige timer. Også oprettelsen af den logik, som styrer f.eks. mobilitet, kan SON hjælpe med, og det sparer tid. Andre applikationer af SON omfatter teknikker, hvor netværket opdager huller i dækningen, og selv kan rette op på situationen – dette kaldes i SON-terminologien for “self-healing”, og særlige “grønne” anvendelser, som slukker for dele af base stationen, når trafikbelastningen falder, f.eks. i løbet af natten.

Men der er lang, lang vej endnu hvis de mobile netværk skal være fuldt ud selv-kørende. For det første, er SON ikke ret godt standardiseret, og hvis man skal udbrede en teknologi inden for televerdenen, så kræver det én ting – og det er en klar og veldefineret standard, som alle leverandører og organisationer kan støtte op omkring. Det arbejde er kun lige begyndt. For det andet kræver det en vis åbenhed blandt især de store netværksleverandør (som f.eks. Ericsson, NSN, Alcatel-Lucent, Huawei, osv.) – dvs. åbne interfaces inden for management-netværkene, og de eksisterer ikke. Den gængse teknologi og holdning dertil – dvs. lukkede net, som styrer driften af netværkene – bliver meget svært at lave om på.

Hvis du vil vide mere om SON, så har jeg skrevet en omfattende rapport om teknologien, dens anvendelse og dens fremtid for det amerikansk analyse-institut Heavy Reading – og den kan findes her (i løbet af de næste 1-2 måneder dukker den op). Under samme link kan man bl.a. også finde en rapport om TD-LTE, som jeg skrev sidste år. God fornøjelse!